Vi har fra torsdag den 26. februar til søndag den 1. marts været ude i det offentlige rum for at starte samtaler med fremmede. Vi har gjort dette for til dels bedre at kunne føle på egen krop, hvilke udfordringer der ligger i denne handling, og dels for at tale med folk om, hvordan de forholder sig til emnet.
Vi tog udgangspunkt i experience prototyping (KILDE!?), dog uden en prototype, derfor har vi valgt at kalde det experience learning i stedet. Vi forsøgte så vidt muligt først at starte en dialog med dem, og få en god samtale op at køre. Derefter introducerede vi dem for, at de var en del af et feltstudie, og spurgte ind til hvordan de havde det med at snakke med, eller blive snakket til af, fremmede i det offentlige rum. Så vidt muligt forsøgte vi også at indsamle kontaktinformationer, således at vi kunne kontakte dem i forhold til fremtidige workshops og lignende.
Den generelle stemme:
(parafrase) “Det gør ikke noget, at folk snakker til mig i bussen. Det kan være ret hyggeligt. Jeg vil dog helst ikke have det, hvis det er en alkoholiker, hvis personen fortæller hele sin livs-historie, eller hvis jeg sidder og hører musik eller læser noget vigtigt.”
Citater og gode pointer:
Ole, 60-65 år (mødt i bofællesskab): “Før i tiden, dengang jeg flyttede til Aarhus i 70’erne, var det meget mere normalt at snakke sammen med fremmede i busserne. Især i dem i udkanten af byen. Men det var også dengang man måtte ryge i bussen. Det gjorde det på en eller anden måde lidt mere socialt.”
Beatrice, 20-25 år (mødt i Føtex): (efter hukommelse, oversat fra engelsk): “Jeg kan godt lide når folk snakke sammen i det offentlige. Det er Danmark ikke så gode til; danskere kan godt virke lidt kolde på det punkt. Hjemme i Italien, og mange andre steder, er det meget mere normalt at snakke med fremmede både i busser, i køer, osv..”
Emma, 22 år (Facebook-chat): “Det kommer ufattelig meget an på hvem det er, altså hvordan de ser ud. Hvis de ser bims ud er jeg ikke meget for det, hvis de ser nogenlunde normale ud er det helt fint. Jeg vil hellere end gerne snakke med nye mennesker (medmindre jeg tror at de er syge i hovedet)”
Laura, 17 år (Facebook-chat): “Personligt undgår jeg nogle gange at tage kontakt til andre, specielt unge, fordi jeg er bange for at blive afvist og opleve, at de helst vil passe sig selv. Jeg tror måske, at man har brug for at vide, at andre vil tage godt imod det, hvis man tager kontakt til andre, da det godt kan være grænseoverskidende.”
Anna, 27 år (Facebook-chat): “Vi er et mærkeligt folkefærd! Sidder med næsen i telefonen for ikke at få øjenkontakt med andre og med hovedtelefoner på ørerne så folk kan se, at vi er optaget og de ikke skal henvende sig til os. Jeg rejste en gang i tog fra Bologna til København og op gennem Italien sad jeg i kupé med en italiener, en tysker og en rumæner. Vi delte vores mad, drak brændevin og fortalte røvere. De stod af efterhånden. Da vi nåede Danmark og jeg skiftede tog var det bare så mærkeligt at komme ind i en vogn, hvor ingen talte med hinanden.”
“Det er klart også et generationsskifte! Ældre mennesker nikker til én og siger “Goddag”, hvis man går forbi dem på gaden og får øjenkontakt med dem. Det er også dem, der som regel taler til fremmede i bussen. Og så tænker folk de er ensomme, men de har jo egentlig bare regnet ud, at man lige så godt kan hygge sig i det tidsrum man bruger på transport.”
“Vores selvpromovering på nettet og vores angst for at starte en samtale i bussen. Vi vil hele tiden gerne virke cool, og det er ikke cool at tale med fremmede. Alligevel har vi 700 venner på Facebook, så vi sender intime statusser til “fremmede” hver dag. Det er et paradoks. But it’s all about the numbers and your worth.“
primeodesign.wordpress.com 